22. marts 2004
TEMA: Indtryk fra Whiskymessen 2004 i KB Hallen
Af Jens Albagaard
Igen formåede arrangørerne bag Whiskymessen at få stablet et godt arrangement på benene, hvor man i hvert fald som besøgende
fik en på opleveren.
Whiskymessen, der blev afholdt lørdag 20. marts 2004 i KB Hallen, er nu vel overstået. En større satsning i samarbejde med De Danske
pritfabrikker gjorde, at messen fik god omtale i ugen op til afholdelsen. P3 havde dagen før messen et interview med Henrik Olsen fra NBO-Gruppen, der
arrangerer messen, hvor han kunne fortælle om den konkurrence, der var direkte årsag til den ekstra gode omtale. Ikke mindre end en Bowmore fra 1957 til
en værdi af 12.000 kr. var på højkant til en enkelt heldig vinder. Også dagen efter messen var der omtale via en stor artikel i Berlingske Tidende af en
journalist, der havde hygget sig gevaldigt på messen. Han savnede dog tilstedeværelsen af nogle irske munke, der efter hans mening burde have været der, da
de jo var bagmændene til selve whiskyen.
Udstillerne på messen havde virkelig oppet sig denne gang. Ikke bare havde de alt det sædvanlige whisky med. Mange havde også noget helt nyt eller noget
lidt mere specielt. At man så skulle spytte lidt ekstra i kassen for at få en smagsprøve, det var såmænd helt i orden. Man fik så også noget ekstraordinært
at smage.
Messen var igen i år begunstiget af fornemt besøg fra Jim Murray. Denne lille fuldskæggede irske whiskygud cirkulerede rundt blandt de besøgende og fik
mange hyggelige samtaler om det, der fylder hans liv: WHISKY. At den mand ikke bare en gang imellem bliver træt af al den snak, der er en gåde.
Der var også mange Masterclasses på messen. Springbank præsenterede kendte og helt nye mærker. Hart Brothers præsenterede et udpluk af deres store
sortiment. Arran Distillers fortalte om deres trods alt stadig ret nye whiskyeventyr. Og så havde svenske Mackmyra for første gang lagt vejen forbi Danmark
for at fortælle om deres helt specielle whiskyeventyr. Deres Masterclass havde ikke så meget whisky at byde på. Den ældste var en 26 måneder gammel røget
svensk whisky frisk fra fad. Svenskerne har ikke kunnet nøjes med at ryge deres malt på tørv, men har fundet ud af at blande enebærbusk i blandingen. Det
giver deres røgede whisky en helt speciel smag, der dog heldigvis ikke minder spor om gin. De præsenterede desuden to andre helt nye fadprøver på 12
måneder. De var ikke den store oplevelse, men det bliver så sandelig spændende at følge deres videre udvikling. Hos Mackmyra lagrer man whisky på fade helt
ned til 10, 30 og 100 liter. Især de helt små fade har vist sig at give en kortere lagringstid, hvilket gør at Mackmyra whisky modnes hurtigere. Måske kan
netop det blive svenskerne helt egne niche i en verden, der ellers i forvejen er godt gyldt op med interessante whiskyer fra hele verden. Når den første
flaske Macmyra sættes til salg på hylderne i Systembolaget 18. december 2005, så får vi svar på en lang række af spørgsmål.
Hos Kjær & Sommerfeldt havde man ladet sig inspirere af Harry fra DSB-reklamer og klædt alle i orange. Priserne var dog ikke rigtig "orange", men der var
da nogle gode tilbud alligevel. På standen præsenterede man Murray McDavid-serien i orange med bl.a. Glen Elgin 1991 og Longmorn 1990 - begge 13 år gammel.
Især Longmorn'en var en god oplevelse med en tyk, olieret og silkeblød smag, med en snært af sød appelsin og æble i duften.
Qualityworld havde heldigvis entreret med lidt ekstra hjælpere. Folk strømmede nemlig til deres stand, hvor det til stadighed var svært at få kæmpet sig
helt frem til disken for at få del i smagsprøverne. Da det endelig lykkedes blev man heldigvis ikke skuffet. Mange forskellige og især spændende
aftapninger var der at byde på. En favorit herfra må være Port Ellen 28 år fra Old Malt Cask-serien. Den holder (naturligvis) 50 % og er fænomenalt røget.
Det er næsten, så det slår benene væk under én, men på den gode måde. Smagen er varm og selvom den er så røget, så er smagen blød og behagelig. Ikke så
underligt, at folk strømmede til Qualityworlds stand. En af indehaverne, David Larsson, var da også synligt tilfreds med det store opbud af besøgende.
Hos De Danske Spritfabrikker var Leif Kjærgaard i sit es. Han var til lejligheden iført original kilt (dog melder historien ikke noget om, hvorvidt den var
så autentisk, at underbenklæderne var blevet efterladt derhjemme). Han skændede rundhåndet ud af de forskellige aftapninger af Bruichladdich. Måske var det
også udsigten til at kunne være med til at forære en 12.000 kroners whisky til at glad modtager, der gjorde ham fornøjet.
Whiskymesen var igen en positiv og glædelig oplevelse, hvor man virkelig fik muligheden for at smage nogle gode whiskyer, og hvor udstillerne var glade for
og indstillede på at give en god forklaring sammen med udskænkningen. Messen var da også, i hvert fald om formiddagen, skånet for de store branderter. De
få der var, blev effektivt og venligt ført til dørs af de venlige vagter.
Der skal dog lyde en lille klage til arrangørerne. Prisforskellen mellem en billet i forsalg og en billet ved indgangen var ALT for stor. Det er helt fint,
at der skal være en forskel for at få de besøgende til at købe billetten på forhånd, men der er altså lang vej fra 225 kr. i forsalg for en halvdagsbillet
til 375 kr. for nøjagtig samme billet ved indgangen. Det kunne man som arrangør måske lige overveje til næste gang.
Man bør allerede nu glæde sig til næste gang Whiskymessen åbner dørene til at storslået whiskyoplevelse.
Kilde: Sixsquare.dk