TEMA-ARTIKLER

30. april 2003
TEMA: Forfatter, underviser, destilleri manager og meget, meget mere...
Af Jens Albagaard
Da John McDougall sidst var i Danmark i starten af december 2002 fik Sixsquare.dk en snak med manden, der har over 40 års erfaring fra whiskybranchen.

Allerede som 26-årig blev han destilleri manager hos Balvenie. Da det er en meget ung alder at få så stort et ansvar, kunne man let forestille sig, at destilleriet havde overvurderet situationen. John McDougall sagde dog til destilleriet straks efter ansættelsen, at "de ikke skulle forvente mirakler, da jeg ikke kunne alt."

At jobbet ikke blev klaret helt skidt, fik John McDougall et klart bevis for i 1970, da Laphroaig tilbød ham stillingen som destilleri manager på deres destilleri. Da var han bare 28 år...!

Nu har John McDougall droppet alt fast arbejde på destillerierne og helliger sig fuldt ud opgaver som selvstændig konsulent på diverse projekter. "På et tidspunkt i sit liv, så når man til den konklusion, at man skal prøve noget nyt; noget anderledes. Jeg har fået muligheden for at dele ud af mine erfaringer til folk, der er vilde med malt whisky. Folk, der er meget entusiastiske. Jeg glæder mig meget over det."

Født i Kirkcaldy i Skotland og som søn af en bygdyrkende landmand, var det kun naturligt, at John McDougall blev uddannet indenfor landbrug. Han fortæller: "Min far sendte mig afsted til et landbrugsfirme, hvor jeg skulle lære mere om moderne landbrug. Da jeg kom tilbage efter to år, havde jeg masser af nye idéer, men min far var ikke rigtig interesseret i at ændre noget. Derfor søgte jeg nye veje. Jeg har dog stadig et godt forhold til min far."

Hans første job i whiskybranchen var som trainee på Aultmore. Derfra gik vejen forbi bl.a. Knockdhu, Imperial og Banff inden han blev en meget ung destilleri manager hos Balvenie. Hans potentiale blev spottet af Laphroaig, der hentede ham dertil som 28-årig. Han blev i koncerne i ca. 15 år, hvorefter han rykkede teltpælene op og fik fastland under fødderne som destilleri manager hos Springbank. Efter 10 år hos dem besluttede han i 1996, at nu kunne det være nok. Nu skulle det handle om nytænkning og mere særegne opgaver.

John McDougall er for tiden involveret i opstarten af både Kilchoman og Blackwood destillerierne. Han er også underviser på Whisky School, men vigtigst af alt, så har han udnyttet sin store viden og erfaring fra whiskybranchen til at introducere sine egne aftapninger af særligt gode whiskyer. Serien hedder Whisky Life Series og bliver kun aftappet i 156 flasker pr. aftapning. På spørgsmålet om, hvorfor det lige netop er det antal flasker, svarer han: "Fordi det er 13 kasser à 12 flasker! Det vil give flere spørgsmål at ændre antallet end ved at bevare det."

Whisky Life Series aftappes ved 50% alkoholstyrke. Flaskerne indeholder 50 cl. Lidt i spøg kalder John McDougall dem for en fifty-fifty whisky. Dermed ikke sagt, at sandsynligheden for at få en god smagsoplevelse er fifty-fifty. Den skulle snarere være noget nær 100% sikker.

Når John McDougall udvælger sine tønder, siger han, at det både er let og svært. Let fordi han er meget målbevidst om, hvad det er, han vil aftappe, men svært fordi det kan kan tage evigheder, før man får valgt den eksakt rigtige tønde, der har de rette kvaliteter.

De næste fire dage kan man opleve John McDougall til fire forskellige smagninger i København. Qualityworld har igen inviteret ham til Danmark og det danske publikum får derfor mulighed for (igen!) at opleve en mand, der har tabt sit hjerte til whisky - og som derfor kan fortælle passioneret om denne ædle drik og sine oplevelser med den. Gå ikke glip af en af disse smagninger, hvis muligheden byder sig.

Kilde: Sixsquare.dk

Tilbage