Skulle du have mod på og lyst til at give dig i kast med at fremstille din egen whisky, så er der her en kort gennemgang af de forskellige processer, man skal igennem før man står med en færdig flaske whisky i hånden.

MALTNING
Bygkornet lægges i koldt vand til udblødning i 48-60 timer. Vandet udskiftes jævnligt. Denne proces gør, at byggen bliver federe og vægten forøges med 50 %. Derefter spredes byggen ud over et gulv i et tyndt og ligeligt fordelt lag. Mens det gennemvædede byg ligger sådan, bliver det nederste lag varmt. Derfor vender maltmanden byggen for at undgå mugdannelse og for at udligne temperaturen. Tidligere anvendte man maltskovle af træ for at minimere skaderne på byggen, men nu bruger man automatiske plove som er mere tidsbesparende. Når spirerne har nået en bestemt længde, så er sukkerniveauet inde i byggen optimalt. Derefter tørres byggen for at standse yderligere udvikling og spiring. Hvis ikke man tørrer byggen, vil sukkerindholdet igen falde. Man kalder nu byggen for grøn malt.

TØRVNING
For at tørre den grønne malt effektivt, anvender man en tørreovn, hvor malten bliver "blæst igennem" af den meget varme luft fra ilden nedenunder. Herved opnår man ikke alene, at malten tørrer, men også at den bliver let ristet og sprød. For at give malten en distinkt røget aroma kan man komme tørv i ilden under tørreovnen. Det er vigtigt, at der dannes røg for at udnytte den fulde effekt af tørven. Tørv er et fast brændsel dannet af nedbrydeligt vegetabilsk materiale.

VALSNING
For at få udtrukket så meget af den gæringsdygtige substans som muligt fra det maltede byg bliver det herefter knust i hammermøller eller i blødere virkende valsemøller. Det hævdes, at jo finere man valser/maler malten, jo større alkoholudbytte giver den.

KOGNING
Nogle destillerier bruger umaltet korn, og det skal derfor gennem en kongnignsproces. De destillerier, der bruger maltet korn, koger ikke deres malt, da det vil ødelægge dets enzymer.

MÆSKNING
Varmt vand hældes over malten, således at alt det gæringsdygtige materiale bliver absorberet i vandet og danner en sukkerholdig væske. Denne væske kaldes urten. I Skotland foretager man normalt tre mæskninger. Den sidste mæskning er lidt svagere end de to første og bruges derfor til at begynde den næste runde mæskning. Mæskningsprocessen foregår i et mæskekar. Dette mæskekar er en stor cirkelrund beholder af rustfrit stål (eller undertiden af støbejern; dog sjældent). I maltdestiller er der en falsk bund i mæskekarret, som adskiller de brugte kerner fra urten.

GÆRING
Gæren kommes i den sukkerholdige urt for at skabe en blanding af alkohol og dødbringende kultveilte. Gæringskarrene, som i Skotland kaldes washbacks, kan være lavet af douglasfur, lærk eller rustfrit stål. Det hævdes dog, at trækar giver et bedre produkt. Gæringsprocessen kan tage fra 40 til 72 timer. For at bremse gæringstakten afkøler man herefter blandingen. Det sydende indhold i gæringskarrene ændrer sig nu fra at være urt til at blive bygøl. Den præcise udvikling i denne retning kan konstateres, hvis man smager på væske direkte fra karret. Hvis den er sød, er gæringen netop begyndt, fordi sukkeret stadig er tilstede. Hvis den er sur og bitter, er gæringen ved at være færdig, fordi sukkeret er blevet opbrugt af gæren.

DESTILLERING
Bygøllet koges derefter for at skille alkoholen fra vandet. Dette kan lade sig gøre, fordi alkohol har et lavere kogepunkt end vand. Alkoholdampen stiger til vejrs i destillationskedlen (der er lavet af kobber) og indeholder herefter ca. 25 % alkohol. Da dette jo ikke er nok til en ordentlig whisky gentages processen. Den første alkohol kaldes for "low wine". Efter anden destillation er alkohollen noget uren. Derfor skilles den ad i et såkaldt spritskab, hvor første del hedder "the head", anden del "the heart" og tredje del "the tail" (hovedet, hjertet og halen). Hovedet og halen hældes tilbage i et kar sammen med noget "low wine", som så destilleres igen. Det er destillerimesteren, der udvælger den bedste del af spritten: hjertet. Hjertet har en alkoholprocent på ca. 65-75%.

LAGRING
For at spritten overhovedet må kaldes for whisky, skal den lagre på et fad i minimum tre år. En del af smagen udvikles mens whiskyen lagrer på fadet. Inden den hældes på fad, bliver hjertet samlet i en sprittank, hvor det reduceres i styrke til normalt 63,5 %. De fleste fade er egetræsfade, der har været brugt til at lagre bourbon i USA, men igennem de sidste ti år har mange destillerier forsøgt sig med lagring på egetræsfade, der forud har været benyttet til lagring af rødvin, portvin og sherry. Nogle har endog forsøgt sig med at lagre whiskyen på flere forskellige slags fade. Grunden til at lagringen giver smag til whiskyen er, at egetræsfade tillader whiskyen at "ånde" gennem træet. Derved kan whiskyen tage smagen efter omgivelserne (lyng, saltvand osv.).

AFTAPNING
Idet forskellige fade med whisky kan komme til at smage en anelse forskelligt alt efter, hvor på destilleriet de ligger til lagring, gør nogle destillerier det, at de hælder alt indhold fra alle fade fra samme årgang i ét stort trækar, før indholdet bliver tappet på flasker. Dette kaldes at "vie" whiskyen. De fleste whiskyer bliver reduceret (fortyndet) med vand fra eget destilleri for at få alkoholprocenten ned på 40-43 %. Nogle whisky bliver dog tappet som "cask strength" - omkring 58-60 %.